DSGH logo front

 

 

Love


Love for Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi (DSGH)

§ 1.

Det er selskabets formål at fremme al forskning og uddannelse med relation til medicinsk og gastroenterologi og hepatologi. Selskabet skal søge at øge kendskabet til resultaterne af forskning gennem afholdelse af videnskabelige møder og postgraduat undervisning.

Selskabet påtager sig desuden rådgivende funktioner vedrørende specialet intern medicin:gastroenterologi og hepatologi, herunder uddannelseskrav og specialets indplacering i det danske sundhedsvæsen. Selskabet repræsenterer Dansk Gastroenterologi og Hepatologi overfor udlandet.

§ 2.

Enhver med dansk autorisation som læge eller med interesse i gastroenterologisk eller hepatologisk forskning, udvikling og uddannelse kan optages som ordinært medlem af selskabet. Som firmamedlemskab uden stemmeret eller valgbarhed optages firmaer med tilknytning til et eller flere af de gastroenterologiske og hepatologiske fagområder efter ansøgning til bestyrelsen.

Anmodning om optagelse stiles skriftligt til bestyrelsen og sendes til sekretæren. Medlemskab tildeles af bestyrelsen.

Æresmedlemmer og korresponderende medlemmer kan optages efter motiveret forslag til bestyrelsen.

Stk. 2. Udmeldelse af selskabet kan ske efter skriftlig henvendelse til sekretæren. Som udmeldt betragtes desuden den, der ikke har betalt kontingent i to konsekutive kalenderår. Genoptagelse i selskabet kan kun ske efter betaling af restancen.

Stk. 3. Eksklusion af medlemmer kan kun ske efter flertalsbeslutning på en generalforsamling med efterfølgende urafstemning. Eksklusion kræver mindst 3/4 af de ved denne urafstemning afgivne stemmer. Forslag om eksklusion kan fremsættes af bestyrelsen eller af 25 medlemmer over for denne. Forslaget skal fremgå af den udsendte dagsorden for generalforsamlingen (jf. § 5).

Stk. 4. Selskabets videnskabelige møder er åbne for medlemmerne. Andre interesserede kan normalt få adgang efter henvendelse til sekretæren.

§ 3.

Det ordinære medlemskontingent fastsættes for et regnskabsår ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Æresmedlemmer, korresponderende medlemmer og medlemmer på pension er kontingentfrie.

§ 4.

Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af 7 ordinære medlemmer.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges på generalforsamlingen ved relativ stemmeflerhed blandt Selskabets ordinære medlemmer. Det tilstræbes at bestyrelsens sammensætning afspejler selskabets medlemsskare for så vidt angår fx speciale, arbejdssted og anciennitet. Ethvert ordinært medlem af selskabet kan vælges til bestyrelsen. Bestyrelsens formand og næstformand skal have speciallægeautorisation indenfor enten medicinsk gastroenterologi og/eller hepatologi. Selskabets sekretær skal enten være speciallæge i medicinsk gastroenterologi og/eller hepatologi eller være i hoveduddannelsesforløb inden for specialet på tidspunkt for valg. Generalforsamlingen afgør hvilket bestyrelsesmedlem, der skal være selskabets formand. Hvis mere end ét navn bringes i forslag skal afstemningen være skriftlig.

Næstformanden (president elect) vælges af generalforsamlingen blandt de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode.

Næstformanden planlægges at efterfølge formanden efter 1 år og derpå fungere som formand i 2 år, hvor det sidste år er efter nyvalg. Medmindre der sker afvigelser i henhold til ovenstående vil der således kun være nyvalg til næstformand hvert andet år.

Den afgående formand vil i de år, hvor der ikke er en nyvalgt næstformand fungere som næstformand.

Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted en gang. Senere nyvalg er muligt.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig udover formand, næstformand og sekretær med en kasserer.

Stk. 3. Valg af formand, sekretær og kasserer skal finde sted, hver gang bestyrelsen ændrer sammensætning.

Stk .4. Selskabet forpligter sig ved underskrift af formand og sekretær i forening.

Stk. 5. Generalforsamlingen vælger foruden bestyrelsen 2 revisorer og en revisorsuppleant ved mundtlig afstemning. Disse valg gælder for 2 år og genvalg kan finde sted.

§ 5.

Selskabet holder generalforsamling årligt, almindeligvis i relation til årsmødet. Generalforsamlingen skal indvarsles mindst 4 uger forud. Dagsorden offentliggøres senest 14 dage forud.

Stk. 2. Dagsordenen skal indeholde følgende faste punkter:

- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassereren fremlægger review af regnskabet
- Fastlæggelse af kontingent
- Beretning fra stående udvalg og råd
- Valg
- Eventuelt

Andre emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være sekretæren i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen for at kunne optages på dagsordenen.

Stk. 3. Generalforsamlingen vælger dirigenten ved absolut stemmeflerhed.

Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 6 uger efter, at mindst 25 medlemmer over for bestyrelsen har fremsat skriftlig motiveret begæring herom. Ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles mindst 14 dage forud.

Stk. 5. Sekretæren offentliggør referat af generalforsamlinger senest 8 uger efter deres afholdelse.

§ 6.

Bestyrelsen kan oprette og nedlægge udvalg. Hensigten kan, i overensstemmelse med selskabets formål, være for eksempel at understøtte et specifikt fagområde inden for specialet eller til løsning af konkrete opgaver af forsknings- eller uddannelsesmæssig karakter. Bestyrelsen fastlægger kommissorium for de pågældende udvalg. Almindeligvis har formanden for et bestyrelsesnedsat udvalg møde- og taleret, men ikke stemmeret til bestyrelsesmøderne. Udvalget har endvidere høringsret og høringspligt indenfor spørgsmål, der omfattes af udvalgets kommissorium.

Oprettelse/nedlæggelse af udvalg samt godkendelse af det enkelte udvalgskommissorium/ forretningsorden skal forelægges og drøftes ved den førstkommende generalforsamling. Alle udvalg og deres medlemmer, deres kommissorium samt forretningsorden skal være offentlig tilgængelig på selskabets hjemmeside.

§ 7.

Ved rådgivning af sundhedsfaglig og uddannelsesmæssig karakter overfor myndigheder, skal det sikres, at sammensætningen af det rådgivende udvalg bredt repræsenterer og dækker foreningens fagområder, herunder såvel gastroenterologi som hepatologi. Ved manglende repræsentation af berørte fagområder i bestyrelsen kan medlemmer af rådgivningsudvalget suppleres med deltagelse af medlemmer af et udvalg med pågældende kompetence.

§ 8.

Vedtagelse af lovændringer kan kun ske på en generalforsamling og kræver mindst ¾ af de afgivne stemmer. Forslag til lovændringer skal være vedlagt den skriftlige indkaldelse til den aktuelle generalforsamling.

§ 9.

Beslutning om selskabets opløsning eller forening med andet selskab kan alene træffes af generalforsamlingen når mindst halvdelen af de ordinære medlemmer er til stede og når 2/3 af de på generalforsamlingen mødte stemmeberettigede medlemmer er for forslaget. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for opløsning af selskabet, men uden at et tilstrækkeligt antal stemmeberettigede medlemmer, jfr. ovenfor, er til stede, indkalder bestyrelsen inden for 2 måneder til en ekstraordinær generalforsamling hvor opløsning kan besluttes med tilslutning af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

Stk. 2. I tilfælde af selskabets opløsning tilfalder selskabets eventuelle formue eller likvidationsprovenu et videnskabeligt selskab med almennyttigt formål (i overensstemmelse med selskabets formålsparagraf) her i landet. Bestemmelse herom træffes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling og iværksættes af selskabets likvidator, som vælges af generalforsamlingen.